Når det ikke længere er så yndigt at følges ad

Man må vælge sine kampe her i livet med omhu. Og Georg Jensen-lysetagen er vel næppe en af de kampe, der er værd at vælge. 

Da de 5 år tidligere stod i kirken lovede de hinanden evigt troskab i medgang og modgang.

Nu sidder de så overfor hinanden i fogedretten og skændes om Georg Jensen -lysestagerne til juletræet. Jeg har tjekket prisen. De koster 129,- stk.

De skændes også om glasvasen fra sofabordet. Den koster 199,-….

Hvad er det, der gør at disse små ligegyldige ting bliver vigtige? Sårede følelser og principper vil jeg tro. Det har i hvert fald ikke meget med jura at gøre – og økonomisk set er det heller ikke en god forretning for nogen af parterne.

Og jura er jo dybest set det, vi advokater skal rådgive om. Det er det, vil har brugt alle de år på universitet på. Derfor mener jeg også, at man som advokat –som juridisk rådgiver- må trække en grænse. Vi advokater bør også overveje, hvad vi stiller op til.

Skylder vi ikke også det til dem, vi rådgiver?

De to personer, der nu sidder i fogedretten er i en større eller mindre livskrise. De er lige nu ude af balance. De har søgt rådgivning hos os. Skylder vi så ikke dem at vise vejen. At sige fra, så de ikke gør noget, de senere fortryder. Skal vi lade os rive med at den dårligere stemning og de sårede følelser? Det mener jeg ikke, vi skal! Vi må sige fra overfor episoder, som ovenstående.

Vi skal sørge for at parterne også kan se sig selv i spejlet efter sagen er afsluttet, og de er kommet videre med deres liv. Ofte oplever jeg, at folk efterfølgende takker mig for mine råd. Når krisen er overstået og fokus på fremtiden igen er klart indstillet, er det alligevel langt de færreste, der ønsker krig. Så takker de mig for, at det ikke kom længere ud end nødvendigt var. De takker mig for, at det ikke blev dem, der skulle sidde i fogedretten og bede om Georg Jensen-lysestagerne!

En dag i fogedretten kan i bedste fald sikre udlevering af Georg Jensen-lysestagerne –i værste fald grave grøfterne meget dybere og det fremtidige samarbejde om eventuelle børn meget mere problematisk.

I den konkrete sag, var det modparten, der havde anlagt sagen ved fogedretten, og for mig og min klient var sagen derfor uundgåelig…

Efter sådan en dag på kontoret lover jeg mig selv, at sådan vil jeg aldrig blive… Men var det ikke også det de to parterne havde lovet hinanden for 5 år siden?

Man må vælge sine kampe her i livet med omhu. Og Georg Jensen-lysetagen er vel næppe en af de kampe, der er værd at vælge. Jeg håber i hvert fald, at nogen stopper mig inden, jeg når dertil…